
Regen Farmer og Canopy Farm Management går nu sammen om at skalere kapaciteten til etablering og drift af skovlandbrug i Danmark. Samarbejdet udmønter sig gennem en ny virksomhed der får navnet Canopy Nordic.
Regen Farmer er Danmarks førende rådgiver indenfor skovlandbrug og vi har opbygget en unik viden indenfor hvilke arter og skovlandbrugs-systemer der fungerer i en Dansk kontekst. Vi har i mindre grad arbejdet med etablering og drift af skovlandbrug og det er hensigten at skalere indsatsen indenfor dette gennem Canopy Nordic.
Canopy Farm Management er en af USAs førende virksomheder indenfor etablering og drift af skovlandbrug. De har på meget kort tid opbygget en mobil flåde med maskiner og udstyr til etablering og drift af skovlandbrug. Det er netop denne setup der bliver implementeret i Danmark gennem samarbejdet.
Canopy Nordic fokuserer på en række områder som pt. er en stor barriere for udbredelsen af skovlandbrug i Danmark:
- Mange jordbrugere og lodsejere er interesseret i at komme i gang med skovlandbrug, men robust og kost-effektiv etablering og drift af beplantningerne er en stor barriere. Canopy Nordic vil opbygge og skalere den operationelle kapacitet til mekanisk etablering og drift af skovlandbrugs-systemer, især med fokus på produktive beplatninger (frugt, nødder, bær, ved).
- Plantemateriale af høj kvalitet til en god pris er en mangelvare i Danmark. Hvert år er der udsolgt hos mange af de etablerede planteskoler og det kan være svært at skaffe specifikke sorter i god kvalitet, selv fra udlandet. Derfor vil Canopy Nordic etablere dedikerede planteskoler, der skal skabe en stabil produktion af plantemateriale og sorter der egner sig specifikt til skovlandbrug i Danmark.
Canopy Nordic begynder allerede at implementere systemer i foråret 2025.